Det var ved at blive mørkt udenfor, da jeg med besvær og begyndende hovedpine slog øjnene op på den første dag i det nye, jomfruelige århundrede. Det var det enogtyvende i rækken, men jeg følte mig allerede temmelig skuffet. Måske var det bare et udslag af tømmermænd og bondeanger. Men teknisk set var jeg da i live. Jeg lå endda komfortabelt. På en blød seng der oven i købet var min egen. Jeg var aldrig nået ned under dynen, men det gjorde ikke så meget. I dagens anledning havde jeg nemlig beholdt tøjet på, en klassisk smoking og sorte sokker af italiensk design. Okay, smokingen var lejet og skulle leveres tilbage, og sokkerne havde jeg købt på tilbud; men passende klædt var jeg.
Desværre var endnu en arbejdsdag for længst begyndt.
Jeg er privatdetektiv, så det er mit arbejde at holde rede på den slags. Og i den branche er der ingen effektiv lovgivning, der sikrer ens hårdt tiltrængte nattesøvn. Her er det bare om at slå øjnene op, uanset hvilke smerter denne handling end måtte forvolde, komme i tøjet og i omdrejninger.
En kraftanstrengelse fik mig på benene. Jeg fandt køkkenet, satte kaffe over og lagde mig straks igen. Denne gang valgte jeg sofaen i min stue, der tillige skal give udseende af at være et anstændigt kontor. Det var ikke nødvendigt at tænde lyset. Jeg havde allerede sikret mig, at verden stod endnu. Desuden var der ingen utålmodige klienter, der ventede på at få foretræde hos Philip Beck, statsautoriseret privatdetektiv.
Jeg lukkede øjnene og forsøgte at overskue situationen, selv om resterne af min sønderskudte bevidsthed først nu var på vej ind i det nye århundrede. Jeg måtte gribe sagen an så enkelt og ligetil som muligt: Hvorfor havde jeg ladet pigebarnet ude af syne i går aftes, mens gribbene kredsede i tættere og tættere cirkler, som om hun var enhvers legitime bytte? Og hvorfor var jeg gået ud for at ryge en billig cigar på Kongens Nytorv, når jeg nu havde haft denne her skrækkelige fornemmelse af hvor det bar hen? Det var værre end dårlig timing. Det var en fiasko af dimensioner.
Der var kun en vej ud af mit dilemma.
Jeg måtte lægge mig i selen og arbejde mere målrettet på sagen. Så da jeg havde hvilet mig en stund og kaffen duftede lokkende, tog jeg et bad og skiftede til civilt tøj. Det hjalp en smule, men det var langtfra tilstrækkeligt. Jeg manglende stadig at beslutte mig for, hvor næste skridt skulle føre mig hen. Og samvittigheden lader sig sjældent spise af med ofre, der ikke engang har nogen nævneværdig symbolsk værdi.

Jeg bor alene. I den tvivlsomme branche, der nu i mange år har sikret mig et lige så tvivlsomt udkomme, er der ikke noget der hedder faste arbejdstider og weekendfri. De færreste kvinder i dagens Danmark vil acceptere, at man aldrig er til at stole på, når det gælder om at overholde aftaler. For slet ikke at nævne deres generelle syn på mænd, der ikke kan prale af en stabil og substantiel indkomst.
For at sige det ligeud: Det er kun i gamle amerikanske film, at detektiven er en romantisk skikkelse. I det fortryllende sort-hvide univers får helten som regel en belønning i den sidste scene, der står mål med de strabadser, han har måttet gennemgå. Det gode har sejret, og vi har overgivet os til historien, til den magi lærredet betjener sig af. Og forsvinder kvinden med ryggen til og på høje hæle ud af billedet, når rulleteksterne begynder, så er der også en højere mening med dét.
Virkeligheden er selvfølgelig en anden, og den er mindst af alt film. Ja, det hedder ikke engang privatdetektiv længere. I dag er vi alle sammen konsulenter. Det lyder bedre, er der visse mennesker inden for branchen der mener. Det er tidsånden, er der andre der påstår. Den løber ingen fra. Men hvad man end kalder det arbejde, som jeg udfører, så er der de uskrevne regler, der burde være mit fags åndelige grundsten. Og for mit eget beskedne vedkommende, så forsøger jeg efter bedste evne at leve op til dem, uskrevne eller ej.
Lad mig give et eksempel: Man svigter ikke sine klienter.
Det er regel nummer ét, to og tre. Det er ikke blot dem, som man helst skulle kunne leve af. Det er et spørgsmål om gensidig tillid. Det er klienterne og deres behov, der er i centrum. Og de har krav på at få hvad de betaler for. Diskretion og en fortrolighed, der i samme øjeblik opgaven er fuldført og forretningen afsluttet, finder sit smukkeste udtryk i glemslen. Så længe jobbets karakter ikke er i strid med loven, så har min hukommelse plads til en del sorte huller. Hvordan skulle man ellers overleve i en branche, der sjældent viser mennesker fra deres mest fordelagtige sider?
Selvfølgelig har der været tilfælde, hvor jeg tøvede og tvivlede. Stunder hvor jeg forgæves søgte efter det rigtige svar, og hvor jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville være vidne til flere nederdrægtigheder, løgne, smålige hævntogter, familier i opløsning og hvad der ellers følger med, når man har gjort det til en levevej at kigge ind ad fremmedes nøglehuller.
I begyndelsen var det så enkelt.
Jeg påtog mig udelukkende sager, der ikke satte min personlige integritet på spil. Det ville være i uoverensstemmelse med sandheden, hvis jeg prøver at bilde nogen ind, at jeg svømmede i kunder dengang. Idealer alene giver sjældent mad på bordet. Men flot lyder det da, ikke sandt?
Gæt engang, hvor længe jeg kunne holde den stil?
Det er ganske banalt. En dag tager man imod det tilbud om arbejde, som man aldrig - selv ikke i sin vildeste fantasi - havde forestillet sig, at man ville tage imod. Der er altid en undskyldning, som man kan berolige sig selv med. Et tomt køleskab og et hav af rykkere er et argument, der er til at tage og føle på. Og pludselig er skilsmissesager ikke helt så uværdige, at man betragter sig selv som værende alt for god til at røre ved den slags. Det er egentlig skræmmende, hvor stille og roligt det af sig selv går ned ad bakke for én, hvis man lukker øjnene med jævne mellemrum.

XXX

Men denne historie tog for mit vedkommende sin begyndelse en stormfuld aften i november, hvor jeg var alene hjemme, da det ringede på døren. En noget utydelig mandsstemme gav knitrende genlyd i samtaleanlægget; han spurgte efter undertegnede og jeg trykkede på den magiske knap, der ville give ham adgang til min opgang. Det var godt nok uden for almindelig kontortid, men da jeg aldrig har skiltet med den, gjorde jeg en undtagelse. Der var som sædvanlig ikke noget som helst af interesse på tv, og jeg kunne sagtens udskyde min kreative bogføring til en regnvejrsdag.
Min gæst var en ældre, nobel klædt herre med hatten i hånden og et spørgende udtryk i det skarptskårne, aristokratiske ansigt. Han var hvidhåret, og han havde bydende blå øjne og et stærkt blik. Jeg troede først, at han i den grad var gået forkert. Mine sædvanlige klienter klæder sig sjældent så pænt og dyrt på. Men manden smilede overbærende, som om han allerede havde læst mine tanker og ikke tog mig dem ilde op. Han bukkede let, bredte armene ud i en favnende bevægelse og præsenterede sig.
"Mit navn er Immanuel Zeiss", sagde han. "Jeg vil gerne... engagere Dem til at holde et vågent øje med min datter".
Han fik et hårdt drag om munden, mens et eller andet vådt blinkede i øjenkrogen. Selv rankede jeg ryggen og afventede i tavshed, hvad der ellers måtte komme frem i lyset. I det skjulte var jeg glad for, at jeg i det mindste havde tændt computeren denne aften. Og var han mere til de klassiske metoder og sund menneskelig dømmekraft, hvad Immanuel Zeiss unægtelig så ud til at være, så var jeg i besiddelse af et kartoteksskab. Han lod imidlertid ikke til at tage nogen særlig notits af omgivelserne; han var alvorligt bange for, at hans datter var kommet i dårligt selskab. Alt andet syntes uvæsentligt. Han ville betale fem tusind i forskud. Lige på stedet, skattefri kontanter på bordet. Han var villig til at gøre alt, hvad der stod i hans magt for at forhindre, at hans elskede datter rodede sig ud i vanskeligheder.
Immanuel Zeiss dukkede op på det helt rigtige tidspunkt i mit liv. Min kreditværdighed var i bund og humøret ligeså. Bankerotten truede og jeg havde efterhånden nået den alder, hvor midtvejskriser står i kø.
Zeiss var nok klassisk i valg af garderobe med vest, guldur med kæde og det hele. Men når det gjaldt forretninger, var han i den grad meget moderne og spildte ikke tiden. Han ville gerne høre fra mig hver tredie dag, forklarede han; eller når der skete noget, som ændrede situationen. Hvad det eventuelt kunne være, overlod han til mig at vurdere. Og under alle omstændigheder ville jeg være sikret to måneders arbejde med udsigt til en pæn bonus, såfremt jeg levede op til min nye arbejdsgivers forventninger. Han overrakte mig et par farvefotos af datteren. Det var feriebilleder, et par år gamle og taget et sted i alperne. Desuden fik jeg hendes nuværende adresse, samt alle de relevante oplysninger han fandt det hensigtsmæssigt at diske op med.
Jeg slog til med det samme. Endelig var jeg på banen igen. Bag mig havde jeg et magert efterår, der var præget af tiggergang til de offentlige myndigheder og deres ikke altid venligt stemte repræsentanter. Og her var et job, der både kunne give mig selvtilliden tilbage og brød på bordet. Man håber jo altid det bedste, indtil det modsatte er bevist og håbet afslører sig selv som en illusion.

Hendes navn var Suzanne Zeiss. Hun var bare enogtyve år, men hun havde allerede ført en temmelig omskiftelig tilværelse. I længere perioder havde hun således levet i udlandet og gået på velansete kostskoler i England og Schweiz. Hvorfor hun var blevet flyttet rundt på denne måde, uddybede Zeiss senior ikke. Måske hang det sammen med, at Suzanne var enebarn og bare tre år gammel havde mistet sin mor.
Men efter Zeiss´ udsagn var hun vokset op og blevet en glad, køn og intelligent ung kvinde, populær og afholdt. Og ligeledes havde hun - ifølge den både bekymrede og stolte fader - aldrig haft problemer nogen af de steder, hvor hun havde boet og studeret. Tværtimod var hun i besiddelse af et uplettet ry - indtil videre. Det sidste tilføjede Zeiss med den indrømmelse, at han i et halvt års tid ikke havde haft regelmæssig kontakt med sin datter.
Deres sidste møde var endt i et bittert skænderi.
Hun var mødt op med affarvet hår, tonede kontaktlinser og en uforsonlig holdning. Hun havde erklæret, at hun var færdig med studierne, havde fået arbejde, og at hun i det hele taget ønskede at leve sit eget liv. Uden nogen som helst indblanding udefra. Selv sit fødenavn havde hun i sinde at skifte ud med et nyt! Her måtte Zeiss se væk.
Jeg pressede ham ikke for flere oplysninger om deres indbyrdes forhold. Det var tydeligt for enhver, at manden havde brug for hjælp. Og jeg må ærlig talt tilstå, at jeg følte mig beæret over han havde valgt mig at gå til. Immanuel Zeiss tilhørte ikke lige just den kategori af mennesker, som jeg plejede at gøre forretninger med.
Det var altsammen lige ud ad landevejen. Jeg vidste, hvor hun boede sammen med en veninde. Jeg vidste, hvilket navn hun benyttede sig af. Og jeg havde et klart billede af, hvordan hun så ud både med og uden det nye udseende. Når jeg først lærte hendes vaner at kende, så var hun min.
Hvad skulle gå galt? Det lod til at være et job lige efter bogen.
I begyndelsen kørte alt da også efter planen. Suzanne Zeiss, der nu gik under navnet Irene Holt, delte en treværelses i Viborggade på Østerbro med en kunststuderende ved navn Mia Kruse. Jeg tyggede lidt på navneforandringen, men droppede i første omgang at forfølge emnet. Når alt kom til alt, var det nok bare en provokation fra hendes side. Unge mennesker i dag ligner sig selv, som de stort altid har gjort. De har blot lært at irritere, og somme tider endda såre, deres forældre på nye måder.
Suzanne, som jeg foretrak at benævne hende, var fotomodel. Så vidt jeg kunne forstå, levede hun af det og havde en del opgaver for bureauet Les Femmes. Alt i alt syntes hun at være en fornuftig ung pige, der handlede økologisk i Brugsen og fik sin skønhedssøvn.
Kærester var der vist ingen af. Der var en hel del forskellige mænd, som fulgte hende til døren og afhentede hende i bil om morgenen, men ingen af dem blev inviteret med hjem. Hun lignede naboens kønne datter, der har livet foran sig og ikke behøver at foretage desperate valg.
Så en dag i december skete det uforudsete. Noget der vendte op og ned på alle mine forestillinger om, hvad der egentlig var på spil.

Det er ikke så kompliceret, som mange måske tror. At skygge nogen, mener jeg. Det er et spørgsmål om tålmodighed, en solid fordøjelse og en evne til at gå i ét med omgivelserne. Hertil kommer en bil, der hverken må være for prangende eller for smadret at se på. I modsætning til de fleste brancher - og ikke mindst hvad de viser på film og i tv - så er succes i min oftest ensbetydende med en høj grad af usynlighed. En god detektiv er som regel ham der aldrig bliver set.
Og så er det jo heldigvis de færreste, der har gyldig grund til at være paranoide døgnet rundt og ikke kan gå på gaden uden hele tiden at skulle se sig bag skulderen. Den type er ikke til at have med at gøre, med mindre man har en hel hær af agenter til sin rådighed.
Almindeligvis går det først galt, når man bilder sig ind, at det er umuligt at blive overrasket.
Den morgen sad jeg som sædvanlig parkeret i Viborggade ikke langt fra hendes opgang. Jeg frøs, havde næsten ikke fået sovet og var efterhånden nået dertil, hvor jeg seriøst overvejede, om Immanuel Zeiss ikke bare var en forfængelig og fortravlet gammel stodder, der burde tage sig sammen og kontakte sin eneste datter, før det var for sent.
Den morgen blev Suzanne Zeiss samlet op uden for sin gadedør af en fremmed mand i en ramponeret Ford Stationcar. Der var ikke tale om et modeljob. Også dét havde jeg lært af at følge med i hendes rutiner. Dem der hyrede hende til at posere mere eller mindre påklædt foran kameraet, de havde råd til biler af nyere fabrikat.
De kørte ud til Langelinie.
Jeg fulgte efter på behørig afstand. Havde jeg virkelig taget fejl af pigebarnet? Jeg forstod ingenting. Hvorfor var hun klædt i skidragt og ulden tophue, havde solbriller på og gjorde alt for at maskere sig? Hvem var denne mystiske mand, der ud af intet dukkede op på scenen og fik hende til at gøre det?
Jeg blev ikke meget klogere den dag.
Jeg tog billeder af dem sammen, og af manden i profil. Han var høj, mørk og klædt i frakke og hat. Jeg regnede ikke med, at billederne ville afsløre ret meget om ham. Da de blev fremkaldt, viste de sig at være ganske gode, men manden på dem kunne være en hr. hvem-som-helst. Og nummerpladerne på hans bil havde været ulæselige, halvvejs dækket af mudder. Jeg begyndte så småt at blive urolig.
Men hvorfor alle disse manøvrer og hemmelighedskræmmeri? Hvad indeholdt den store brune konvolut, som Suzanne modtog af manden og skyndte sig at lægge i tasken? Var der tale om afpresning? Og i bekræftende fald hvilken slags, og af hvem?
Jeg ringede til Zeiss om aftenen.
Det var et nødstilfælde, og jeg behøvede helt præcise og utvetydige instrukser. Han tog det pænt. Det var næsten som om han havde ventet min opringning. Han havde endda overskud til at rose min indsats.
Men jo mere han bagatelliserede det, som jeg havde overværet, jo mere insisterede jeg på at udvide operationen. Jeg foreslog ham at forstærke holdet med yderligere en mand. Jeg kendte en fyr i Valby, Felix Hansen, en gammel ven; han var pålidelig, han havde forstand på elektronikken og kunne placere sit avancerede lytteudstyr, hvor det skulle være. Alt hvad jeg behøvede, var en stiltiende velsignelse. De ekstra udgifter kunne vi vel finde en ordning på.
Her brød Zeiss ind.
"Hr. Beck, det må jeg på det skarpeste tage afstand fra." Hans stemme rungede protesterende i røret, der begyndte at gløde i min hånd. "Ingen aflytning af min datter! Hvad forestiller De Dem, min gode mand?"
"Ja, jeg havde nu ikke tænkt at stille et skjult videokamera op i Deres datters soveværelse," fastslog jeg, før misforståelserne greb om sig. Men den indignerede fader var ikke sådan at berolige.
"Ikke mere om den sag!" afgjorde Zeiss. "Det er udelukket."
"Det er manden, jeg vil sætte en skygge på", forklarede jeg og slugte et demonstrativt suk. "Så kunne vi måske i det mindste finde ud af, hvad han hedder. Hvis han da overhovedet dukker op på scenen igen! Aflytning vil selvfølgelig først komme på tale, hvis De tillader det."
Der blev stille i den anden ende af ledningen.
"Jeg vil have fotografier, navne og intet andet," afgjorde Zeiss med myndig stemme.
"Det var bare et forslag, som..."
"Tak, men vi er vist færdige nu."

Sådan blev det. Jeg skulle fortsætte efter samme procedure. Ingen panik. Ingen uoverlagte handlinger på eget initiativ. Zeiss var bossen, og jeg ville ikke skuffe ham.
Men jeg tænke mit.
Måske havde Immanuel Zeiss taget fejl af sin datter lige fra begyndelsen. Om det var i positiv forstand, det kunne kun tiden vise. Men måske var det alt andet end en ung kvindes noget forsinkede forsøg på at give den som en vred, samfundsomstyrtende og forkælet teenager, der lå til grund for hendes forvandlinger. Måske prøvede Suzanne Zeiss at beskytte sin gamle far.
Midt i december rejste Suzanne til provinsen for at fejre højtiden med nogle venner. Jeg blev hjemme og flettede julehjerter. Zeiss mente ikke der var nogen grund til, at jeg skulle følge med og undersøge eventuelle lyssky forbindelser i Jylland. Desuden havde jeg fortjent et par dages ferie i hovedstaden, på hans regning naturligvis.
Jeg havde råd til at sige nej, når potentielle klienter ringede og forsøgte at gøre mig medskyldig til deres planlagte, men næppe helt gennemtænkte dumheder. Mine både faglige og menneskelige ressourcer stod ikke mål med formodet utroskab ved endnu en julefrokost, hvor berusede ægtefolk bilder sig ind, at de har fået carte blanche til at optræde tåbeligt.

Det blev en grå, trist jul med regn i stedet for sne.
Århundredets sidste.
Min mor er ikke helt så frisk og rørig mere, men overkom dog at sørge for hyggen og julemaden på traditionel vis. Min bror, hans kone og deres tre støjende unger ankom til København fra Fredensborg. Det hjalp lidt, at jeg til en afveksling havde gaver med, selv om ingen af dem syntes at falde i god jord.
Jeg drak for meget rødvin den juleaften, selv om jeg ellers havde lovet at lade være. Og så kom jeg op at skændes med min svigerinde, der er en rappenskralde med skærebrænderstemme. Hun påstod i ramme alvor, at vi burde lukke landets grænser for alle fremmede. Med undtagelse af amerikanerne, franskmænd og til nød velhavende australiere. Svenskere og nordmænd kunne lukkes ind, hvis de kom hertil på indkøbstur. Det er mig en gåde, hvor hun henter sine politiske betragtninger fra. Min bror grinede bare fjoget, mens jeg så venskabeligt som muligt diskuterede med hans kone og deres børneflok flænsede gaverne. Til alt held var min mor gået tidligt i seng, så hun blev skånet for de værste optrin, og jeg kunne trække mig tilbage med god samvittighed efter kaffen.
De følgende dage var jeg ikke en oplagt kandidat til Årets Optimist. Fremtiden forekom mig at være et tomt løfte, og i det tyvende århundredes brogede historie fandt jeg kun få lovende tegn på, at menneskeheden over en bred kam var ved at komme ud over dens første, uregerlige ungdom. Måske var det bare undertegnede, der for længst har tilbagelagt sin ungdom - uden at være blevet hverken et klogere eller bedre menneske. Intet nyt fra fronten. Men Philip Beck blev stædigt stående, hvor han var!
Jeg kunne heller ikke få Suzanne Zeiss ud af mine tanker. Der var et eller andet galt et sted; det følte jeg med en vished, der ikke havde meget konkret at støtte sig til. Desuden var jeg overbevist om, at hendes agtværdige far også holdt noget skjult for mig. Det var han selvfølgelig i sin gode ret til. Det er ikke alt, man kan dele med andre. Det forstod jeg udmærket. Vores relation var ren forretning, og jeg lagde bestemt ikke op til at skulle blive brugt som omvandrende skriftestol.
Hvor nobel han end måtte tage sig ud, så spillede Zeiss altså ikke med åbne kort. Det var sådan set i orden. Dem der gør det, de har sjældent brug for privatdetektiver. Eller råd til det. Desværre havde jeg efterhånden en fornemmelse af, at de kort Zeiss holdt ind til kroppen, kunne ændre spillets gang radikalt.
Men hvorfor havde han så hyret mig i første omgang? Hvad skulle han bruge min beskedne indsats til, hvis han alligevel forfulgte sin egen skjulte dagsorden?
Spørgsmålene hobede sig op.

XXX

Mellem jul og nytår modtog jeg en invitation, der fik mig til at spærre øjnene op. Hvem i al verden kunne skaffe mig en guldrandet indbydelse til århundredets sidste store fest, og så den som skulle løbe af stabelen på intet ringere end Hotel D'Angleterre?
Jeg kontaktede Zeiss samme aften.
Efter adskillige forgæves forsøg på et af de mange telefonnumre, som han havde forsynet mig med, traf jeg ham endelig på en mobil. Han var noget kort for hovedet og kunne højst afse et par minutter. Forbindelsen var dårlig. En tør og glædesløs latter undslap ham imidlertid, da jeg fortalte om invitationen.
"Er det ikke herligt, hvad penge kan udrette, Beck?"
"Jeg er næppe manden at spørge," svarede jeg.
"De skal deltage i festlighederne med et formål for øje," kom det irettesættende fra Zeiss, der pludselig havde mistet sin humoristiske sans. "Glem nu ikke dét, Beck. Hvis Suzanne vælger at udeblive fra mit arrangement, der naturligvis bliver afholdt indenfor ganske anderledes rammer, så er det dér hun fejrer nytårsaften."
"Jeg har forstået," sagde jeg.
"Det glæder mig," sagde Zeiss tilfreds og lagde på.
Så tændte jeg en cigaret og blev siddende i stilheden, der kun blev brudt af regnens trommen mod vinduerne og de sporadiske kanonslag fra byens sidegader. Mørket kom krybende i det falske lys, der aldrig ville kunne holde natten tilbage. Og himlens tårer måtte være kolde og mistrøstige denne ensomme aften, hvor ingen ringede eller kiggede forbi for at sikre sig, at Philip Beck stadig holdt modet oppe.

Endelig oprandt den store dag, der var blevet imødeset med så megen spænding og forventning. Jeg hørte ikke til dem, der var overbevist om, at verden som følge af en hidtil ukendt naturlov enten ville blive et mærkbart bedre eller langt værre sted at opholde sig - blot fordi nogle tal på kalenderen blev skiftet ud med andre tal. I mine mere dystre øjeblikke spekulerer jeg på, om det nogen sinde vil blive verificeret, at der er intelligent liv på Jorden.
I det hele taget var det ikke småting, som blev tilskrevet dette nytår. Medierne havde i månedsvis sørget for en lind strøm af obskure historier om diverse folk, der havde set tegn i både sol og måne, som angiveligt indvarslede en kosmisk begivenhed, Vandmandens tidsalder eller Verdens undergang. Selv holdt jeg på, at afdøde berømtheder ville vise sig oftere i gadebilledet.
Jeg fik studset mine nakkehår og flottede mig med en håndfuld cigarer. Måske var jeg alligevel ved at falde for alt det her millennium-hysteri? Påklædningen alene var et kapitel for sig. Og jeg var sent ude. Den smoking, som jeg endte med at leje for en formidabel pris weekenden over, må have været den absolut sidste på den vestlige halvkugle.
Et par venner ringede for at ønske godt nytår og spørge til helbredet; en af dem havde lokket med middag, champagne og afslappet samvær, men jeg besluttede mig for at takke pænt nej. Jeg havde købt en laks, der var hvidvin på køl, og jeg kunne sagtens spise alene. Jeg er en stor dreng, og måske var det slet ikke så tosset at samle tankerne i ro og mag, før det store brag blev fyret af. Og så kunne jeg måske få lov til at høre dronningens nytårstale uden afbrydelser.
Zeiss sendte sin chauffør ud for at hente mig på min bopæl, og vi ankom hen på aftenen til Kongens Nytorv i en sølvgrå Cadillac, der lydløst og elegant havde transporteret mig gennem den festklædte by. Jeg nød turen i fulde drag og glædede mig over, at der for én gangs skyld faldt nogle ordentlige frynsegoder af.

Hotel D'Angleterre lå badet i et isblåt neonlys, fyrværkeri glimtede og sprang på himlen, kameraerne lynede og publikum jublede.
Århundredets fest var begyndt.
Gallamiddagen for den udvalgte skare, som det fashionable hotel havde dannet ramme om, skulle efter planen være overstået. Foran indgangen, hvor den anden bølge af særligt indbudte havde taget opstilling, var der en heftig trængsel. Fotografer og nysgerrige kæmpede om at komme til. Nu var der et nyt hold på banen, der stod for tur til at blive genkendt, beundret eller misundt. Det lignede optakten til en international filmpremiere, hvor alle der er noget ved musikken må være til stede. Det ville tage et stykke tid, før indgangen var til at passere.
Da jeg ikke umiddelbart gjorde mine til at forlade køretøjet, vendte chaufføren sig om og tog kasketten af. Han havde et glat stenansigt, der måske kunne give udtryk for tre forskellige sindstilstande, hvis han ellers blev presset længe og tilstrækkeligt.
"Så er det tid," sagde han med en bydende undertone, der grænsede til det utålmodige, hvilket jeg ikke fandt passende for en privatchauffør, der lige har lært at barbere sig.
"Får jeg ikke et sidste ønske opfyldt?" spurgte jeg og prøvede at se uskyldig ud. "Det plejer man."
"Et sidste ønske?" Den unge mand lod desværre ikke til at have sans for ritualernes dybere mening, og foragten i hans blik tog til i styrke.
"Glem det," sagde jeg smilende og rakte ham en cigar, før jeg steg ud af bilen. "Godt nytår. Og husk nu ikke at patte alt for hårdt på den!"

Hvis jeg ikke var blevet imponeret hidtil, så skulle jeg blive det. Da jeg først var kommet indenfor og pludselig befandt mig i en moderne udgave af Aladdins hule, var der ingen grænser for, hvilke tjenende ånder der stod på spring for at opvarte en. Det er utroligt, hvad en smoking og guldrandede invitationer kan gøre.
En mindre hær af elegante mænd i historiske gevandter, servitricer skruet ned i franske fristelser og modne værtinder, der bar deres balkjoler med royal værdighed; alle var de parat til at reagere på mit mindste vink. Jeg fik anvist en garderobeplads, blev tilbudt velkomstdrinks og havde jeg bedt om det, så var der sikkert nogen, der ville trække vejret for mig.
Det hjalp dog at de våde varer var tilgængelige, hvor man end vendte sig hen. Og snart spankulerende jeg omkring og sugede atmosfæren til mig, som om jeg var en gammel gæst af huset, der efter mange års fravær var kommet tilbage for at opfriske minder fra en hedengangen, mere værdig epoke.
Der var skuespillere, karakteristiske typer kendt på godt og ondt fra mediernes mere og mere ufattelige mutationer; der var yngre politikere, sportsfolk og journalister, ældre mænd med rødmossede ansigter og cigarer i mundvigen, storbarmede damer med skingre stemmer og stramme kjoler. Der var spredt latter og en livlig snak i krogene; der var champagne og smukke kvinder, der svævede over de bonede gulve, som om de ikke var af denne verden. Og alle berømthederne, som selv jeg kunne genkende på deres folkekære åsyn, syntes alle at være hinandens bedste venner. De cirkulerede med en lethed og begejstring, der ikke blot krævede en fantastisk kondition, men også aftvang mig en vis beundring. Hvad holdt gang i disse kroniske smil?
Jeg glemte ikke, hvorfor jeg var inviteret. Men jeg måtte søge dækning i baren, hvorfra der var et perfekt udsyn over lokaliteterne. Herfra kunne jeg i ubemærkethed holde øje med, hvem der kom og gik.
Baren var i sig selv et kunststykke. Man kunne indtage et måltid direkte af disken uden fare for at redde sig så meget som en ubetydelig forkølelse. Af askebægrene kunne man drikke cocktails; så rene og skinnende var de. Jeg kom hurtigt på venskabelig fod med bartenderen. Han tryllede med sine remedier, så jeg kunne få de mest udsøgte drinks, hvis jeg havde lyst til det. Det havde jeg. Det er altid betryggende at blive mindet om, at der stadig findes mennesker, som sætter en ære i at udføre deres arbejde i overensstemmelse med fagets hæderkronede traditioner.
Så var hun der.
Jeg mærkede hendes tilstedeværelse, før jeg ud af øjenkrogen fik et glimt af hende. Jeg havde næsten ikke genkendt hende. Hun var klædt i sort silke, hun havde nøgne skuldre og håret sat op; hun syntes at være skabt af det stof som drømme er gjort af. Hun stillede sig ved baren, og rundt om den blev der næsten stille, som om en usynlig kraft lagde en dæmper på selv de mest højrøstede festoriginaler. Jeg kunne kun se afventende til, mens den ene grønskolling og bedagede charmør efter den anden gjorde sig utilbens i forsøget på at vinde et øjebliks udelt opmærksomhed. Suzanne Zeiss var afgjort en succes. Hun var venlig og imødekommende over for alle, og de nærgående afviste hun behændigt og med et lille, kækt smil.
Hendes mest ihærdige tilbeder var Nikolaj Brandt, hvis meritter jeg udelukkende kendte fra tv, hvor han havde haft en kometagtig karriere. Han bekræftede mine værste fordomme. Han var over hende konstant, som om han havde udnævnt sig selv til hendes personlige opvarter. Hvad kvinder så i den mand, det var mig ubegribeligt. Hvem kan føle sig smigret af en replik som: "Jeg må sige, jeg har set en del! Men dig.... But you, babee!"
Da det igen blev tid for gruppebilleder til ugebladene, gjorde jeg mig nyttig. I ly af de professionelle fotografer skød jeg en hel film med mit miniaturekamera, der takket være japanerne og deres tekniske finesser knap nok kunne opdages i min hånd. Alle, der kom i nærheden af Suzanne Zeiss alias Irene Holt, blev foreviget til min private samling. Da jeg følte, at jeg havde gjort min pligt indtil videre og var i bekneb for en smule frisk luft uden parfumedunster og cigarrøg, gik jeg udenfor med en stille bøn på læben og en nagende følelse, som jeg ikke engang havde kræfter til at lyve mig fra.
Jeg så hende ikke igen den nytårsaften.
Da jeg vendte tilbage til festlighederne, var den allestedsnærværende Brandt i færd med at afslutte en tale. Rundt om mig begyndte folk at klappe begejstret, mens jeg med stigende panik gav mig til at lede efter Suzanne.
Men hun var og blev forsvundet.
Ingen af dem jeg spurgte - og det blev til en del - havde set hende forlade hotellet. Og intet tydede på, at hun var flyttet ind på stedet.
Jeg fejrede resten af den højtidelige aften i baren sammen med en afdanket sportskommentator, og ved de højere magters mellemkomst fandt jeg hjem.

XXX

Statsministeren havde også overlevet overgangen til det nye år; men hans alfaderlige stil og den vidtfavnende retorik faldt til jorden, før den nåede ud over skærmen. Han ville have så mange som muligt med; måske var det her, at han gik galt i byen. Han forspildte i hvert fald en historisk lejlighed til at være visionær. Det lød mere som om, at han var bekymret for sit partis nedtur i meningsmålingerne. Og hvis en mærkbar reduktion af antallet af familiesammenføringer skulle være det løsen, der kunne frelse Danmark fra afgrunden, hvorfor så ikke bare lukke hele butikken?
Nytårsdag. Et nyt millennium.
Prøv lige at sige det med tømmermænd! Og hvem skal rydde op? Hvem betaler regningen? Jeg blev ikke i bedre humør, som dagen skred frem med tunge skridt, tynget af for megen viden, vin og uløste gåder, slanger under huden og dårlig ånde.
Jeg havde gjort status. Regnskabet gik ikke op.
Fra et fjernt og tåget sted lød der en velmoduleret, upersonlig og manende stemme, der forkyndte et budskab, som sent og sløret nåede mine sarte ører. Den stammede fra tv'et, hvor en udsendelse var i fuld gang.
På skærmen blev der vist klip fra nogle optagelser fra Kongens Nytorv. Optagelser fra i går aftes uden for Hotel D'Angleterre. I midten af billedet var en stort smilende mand; han var på vej ind og vinkede scenevant til både det synlige og det imaginære publikum.
Det var Frederik Madsen, oplyste speakerstemmen.
Som om ingen havde set manden før eller hørt om ham! Hvis Nikolaj Brandt var en synlig planet på mediehimlen, så var Frederik Madsen en supernova. Hans måde at forny sig selv, hans mod til at overskride grænser og så videre.
Han var forsvundet, forlød det så; en kvindelig journalist tonede frem på skærmen og serverede de oplysninger, som politiet havde videregivet til pressen. De var sparsomme. Sagen var et mysterium.
Jeg lettede fra sofaen i et spring og skruede helt op for lyden. Det var løgn. Eller en grovkornet spøg. Det måtte det være! Frederik Madsen forsvundet ud i den blå luft? Mine tømmermænd opløste sig, mens begivenhederne omkring den forkætrede og populære tv-mands forsvinden blev beskrevet ned til mindste detalje.
Jeg var måske en af de sidste, der havde set ham.
Vi stødte ind i hinanden, da jeg var på vej ud for at trække den skæbnesvangre, delvist friske luft, og han kom stormende ud fra toilettet. Han havde haft fuld fart på og var lige ved at falde på halen, idet vi kolliderede. Han var ikke helt så høj, som jeg havde forestillet mig. Det er de sjældent i virkeligheden. Men Frederik Madsen så godt ud på den her karakterløse måde, der går så fint i spænd med tv. Men nu var han alene, havde åbenbart travlt og vigtige ærinder at befordre.
Jeg undskyldte og trådte til side for ham.
Han blev stående. Han pustede ud og fjernede de sorte lokker fra den blege pande; munden var en tynd streg af indestængt foragt, vrede eller simpel frustration. Kinderne brændte og øjnene funklede.
"Væk," hviskede han halvt bønfaldende, halvt kommanderende.
Tæt på så han syg ud. Syg og skræmt. Det kunne være en tilfældighed, at jeg heller ikke så ham igen efter at være vendt tilbage til festen på D´angleterre. Det kunne betyde meget mere, end jeg havde lyst til at tænke på.
Da Brandt med våde hundeøjne og bævende stemme overtog billedet, slukkede jeg for mit tv med uudtalte, men grimme ord på mine læber. Det ville ryge ud en af dagene, lovede jeg mig selv.
Så tændte jeg en cigaret og lyttede til en aldrende Bob Dylan, der stadig kunne skrive sange så smukke, at det næsten gjorde ondt at lytte til dem. Og da hans ord og musik havde sat de store spørgsmål i perspektiv, ringede jeg til min gamle, trofaste ven Felix.
Det skulle jeg have gjort for længe siden.