Tom Hulgaard var længe om at vågne på årets første dag.
Da han fik viklet sig fri af dynen, var det allerede hen på eftermiddagen. Han sad foroverbøjet, på kanten af sengen med lukkede øjne og fingrene presset hårdt mod tindingerne. Et eller andet sted var han klar over, at han kun havde sig selv at takke for sin øjeblikkelige tilstand, men han var ikke i humør til den slags ubarmhjertige erkendelser.
"Århh lort!" Tom Hulgaard rejste sig med besvær og famlede efter sine cigaretter. Han fandt den krøllede pakke i lommen på smokingbukserne der lå og flød på gulvet sammen med resten af hans tøj. Efter at have fået ild på smøgen, gik han ned ad gangen i den store forfaldne lejlighed, der gennem snart femten år havde været hans hjem. Han havde aldrig fået taget sig sammen til at sætte den i stand. De første år fordi han havde haft for meget fart på, senere fordi det ikke længere betød noget for ham.
På vej mod badeværelset slog han et smut gennem stuen, hvor han tændte for pc'en. Den var af nyere dato og bootede uproblematisk. Andet havde han da heller ikke forventet. y2k-problemet var efter Tom Hulgaards opfattelse en opreklameret fidus. Slet og ret et forkrampet forsøg på at aflede en mere generel og uhåndterlig angst for fremtiden. Men hvem pokker er ikke bange for fremtiden?
Han ville hente sin mail, men havde ikke tålmodighed til at vente på det langsommelige modem. I brusekabinen tog han en kold skylle. Den varede næsten fem minutter.

Efter badet lignede Tom tilnærmelsesvis et menneske igen. Mens kaffen bryggede i køkkenet, gik han i gang med at tjekke sin post. Der var indløbet tre mails på denne den første dag i det nye årtusinde.
Dels var der en fra hans datter, dels en fra vennen Carsten og endelig var der nyt fra Regnar Larsen, kriminalredaktøren på dagbladet Avisen. Redaktørens mail skilte sig ud ved sin påtrængende vulgaritet. Allerede i emnelinien gjorde den sig til med overskriften MEGET. VIGTIGT !!! Som om dette ikke skulle være nok, var det skrevet med versaler efterfulgt af ikke mindre end tre udråbstegn. Intet tydede således på, at Regnar var vågnet til det ny årtusinde som et transformeret og bedre menneske. Dette var redaktørens velkendte og hysteriske stil, når han var i humør til at koste rundt med folk. Og det var han som regel. Regnars udgydelser fik naturligvis lov til at vente til sidst. Det var et spørgsmål om simpel overlevelse.
Tom startede med at læse meddelelsen fra datteren. "Kære Tom. Glædeligt nytår. Jeg elsker dig. Knus fra Marie." Der var jo ikke så meget at diskutere, og elektronisk kommunikation havde gjort kærligheden til en enkel sag. Han svarede omgående med et "elsker-også-dig". Hun var 21 år nu. Næsten ikke til at fatte. Studerede antropologi på Københavns Universitet og boede for sig selv på tredje år.
Brevet fra Carsten var noget længere. En personligt tilbageblik på det forgangne år holdt i den sædvanlige skødesløst ironiske stil. Tom skimmede fotografvennens beretning og anslog en løs vurdering. I forhold til tidligere år anedes en svag tendens i retning af at tillægge faglige præstationer større vægt end tilfældige seksuelle erobringer. Heller ikke Carsten, Kussetyven fra Køng, kunne løbe fra at han nu havde rundet de fyrre. Han og Tom var samme årgang.

Toms læsning blev afbrudt af telefonens kimen.
"Du har vel hørt det?" bjæffede Regnar uden yderligere præsentation.
Tom måtte rømme sig før han var i stand til at svare. For sit indre blik så han Regnar, en skrivebordsgeneral med forhøjet blodtryk, i færd med at dirigere fodfolket ud i felten til den store nytårsmanøvre.
"Hørt hvad?" brummede Tom uforstående.
"Ja, du var vel for helvede med til festen i går aftes?"
Tom sukkede. "Det tør svagt antydes. Området mellem mine ører føles som Hiroshima efter bomben!"
"Du blev vel ikke spist af med slavewhisky!" vrissede Regnar uden tegn på medfølelse.
"Spørg mig hellere om, hvad der ikke var… Hvad er det jeg skulle have hørt?"
"Samtlige aviser skriver kun om Madsens forsvinden."
"Er Frederik Madsen forsvundet?" udbrød Tom forbløffet.
Der blev en pause i den anden ende af røret. Tom kunne se Regnar for sig med himmelvendte øjne.
"Ja, du ved ham den omvandrende tandpastareklame, der skulle have optrådt i timen op til midnat."
Tom mærkede, at han blev irriteret.
"Spar mig for din ironi. Prøver du at fortælle…"
Regnar afbrød ham ivrigt.
"…at han ikke dukkede op, ja! De måtte sætte Nikolaj Brandt på som stand-in. Sig mig var du overhovedet med til festen? Showet blev jo sendt direkte fra hotellet?!"
"Jeg gik tidligt, da jeg havde fået mine interviews i kassen," svarede Tom. "Det lyder også utænkeligt, at Frederik Madsen skulle droppe sit millennium-show og overlade scenen til Brandt."
"Selvfølgelig er det utænkeligt! Vi ved alle sammen han er en selvoptaget nar…"
"Så du mener det må være iscenesat?" spurgte Tom.
"Det kan du lige bande på. Og vi skal ha' historien!"
"Jeg lytter!"
"Du tilsidesætter alt de kommende dage. Du finder Madsen i en eller anden norsk fjeldhytte med en pornomodel, og bladet får årtusindets første forsideslasker!"
Toms humør steg adskillige grader. Han fik endda mod til at joke med sin ophidsede redaktør.
"Okay. Har du allerede lavet aftalen med Madsen?"
Regnar lo tørt.
"Det er ikke hans stil med forhåndsaftaler. Nok er han en idiot, men han er også smart!"
"En rigtig smartass," konkluderede Tom og trak lidt på det.
"Jeg kommer jo nok til at smøre et par kilder."
"Ingen smalle steder ind til videre. Rieper kan overtage millennium-reportagen. Han var også med til festen, ikke?"
"Jo, jeg traf ham…"
Da han havde smækket røret på foldede Tom hænderne bag nakken og lænede sig veltilfredst tilbage i kontorstolen. Noget kunne tyde på, at det nye år lod det regne med milde morgengaver. En solohistorie med det størst tænkelige publikum. Lad så være at indholdet ikke var det mest lødige. Han følte ingen dårlig samvittighed over at have tilbageholdt visse oplysninger for redaktøren. Det betragtede han blot som klog forhandlingstaktik.
Trods tømmermænd besluttede Tom sig for at påbegynde arbejdet med det samme.
Regnars mail indeholdt som ventet den nødvendige indledende briefing. I denne henseende var redaktøren uovertruffen. Ud over den sædvanlige opsang bestod den af en vedhæftet fil med historien om Frederik Madsens forsvinden, som den blev udlagt af et af formiddagsbladene.

 

FREDERIK MADSEN FRYGTES MYRDET

Den kendte tv-vært Frederik Madsen forsvandt i aftes sporløst, kort før han skulle på scenen i det direkte tv-transmitterede nytårs-show.

Af Gunvor Jacobsen

Politiet har sat en større styrke på sagen i et forsøg på at finde den kendte tv-vært Frederik Madsen, der forsvandt i aftes kort før han skulle være vært ved det stort anlagte Millenium-show fra Hotel D'Angleterre. Allerede i nat arbejdede politiet med flere teorier om årsagen til Madsens forsvinden. Kilder i politiet siger, at der kan være tale om en kidnapning eller mord, mens personer i kredsen omkring den kendte tv-mand hælder til teorien om, at han kan have fået et psykisk sammenbrud. Sagen betragtes med stor alvor, siger kriminalinspektør Troels Bukdahl fra Københavns Politigård. - Vi er meget opmærksomme på Frederik Madsens forsvinden og har iværksat forskellige undersøgelser. Aktuelt har vi dog ikke nogen konkrete spor at gå efter. Vi har f.eks. ikke været i kontakt med nogen vidner, som har set Madsen forlade festen, siger Troels Bukdahl.

Frederik Madsens forsvinden er et mysterium, fordi han netop i aftes skulle stå i spidsen for det store tv-transmitterede nytårs-show, som Madsen havde bebudet ville blive et "overdådigt festfyrværkeri" og "banebrydende show-tv for det ny årtusind." Sammen med mange andre kändisser deltog Frederik Madsen inden showet i en mondæn nytårsfest på Hotel D'Angleterre. Han ankom uden ledsager til festen umiddelbart før gallamiddagen, og blev set glad og konverserende. - Der er ingen tvivl om, at han var i sit es. Derfor er hans forsvinden så rystende, udtaler programchef Kasper Bang fra Kanal 3. - Madsen var virkelig på toppen. Vi fatter ikke, hvad der kan være gået af ham. Frederik Madsens kollega, Line Bruselius fra det populære show Hjerter Dame, er ligeså chokeret. - Jeg blev så ked af det, da jeg hørte, at Frederik var blevet væk fra sit show. Det skulle have været hans store aften, men måske har nervepresset været for stort, siger hun.

Frederik Madsen, der har fasttømret sin position som landets førende tv-vært med succeser som Lykkechancen og Fredag med Frederik, plejer ellers ikke at være den, der svigter sit publikum. Hans shows er blevet kritiseret for at snage uhæmmet i folks privatliv og udnytte unge menneskers trang til at komme i medierne, men Madsen har hver gang affejet enhver diskussion med, at han bare laver det publikum gerne vil have.

 

Artiklen fortsatte med at fremsætte en række formodninger om årsagen til Madsens forsvinden, men ikke noget som forekom at være seriøst underbygget. Bladet rundede af med at beskrive den chok-tilstand, som havde ramt nationen i forbindelse med forsvindingen.
Da Tom havde læst artiklen måtte han smile og gnide sig i hænderne. Det kunne ikke være bedre. Regnar ville næppe blive skuffet.

Som repræsentant for pressen havde Tom deltaget i festen den foregående aften. Kun tyve særligt indbudte pressefolk fra de største medier havde været til stede for at dække begivenheden, men mange af gæsterne var selv en del af branchen. Journalister og fotografer måtte pænt vente i pressebaren til gallamiddagen sluttede klokken 21, hvorefter de fik lov at mænge sig med de øvrige festdeltagere og få deres historier hjem.
Mens Tom hang ud i baren bemærkede han til sin ærgrelse et stik af misundelse over, at han ikke som sin kollega Mogens Rieper, var blandt de indbudte til gallamiddagen. Det var en fuldstændig latterlig og irrationel følelse. Han havde ellers kun foragt til overs for medie-jetsettets skamløse og prangende livsstil, og han plejede i øvrigt heller ikke at befatte sig med sladderjournalistik. Godt nok kendte han flere af de tilstedeværende pressefolk af omtale, men han betragtede dem som en flok prostituerede og prøvede at holde sig for sig selv.
Det var Regnar, der havde givet ham opgaven.
I de seneste måneder havde Tom ellers været optaget af at skrive en række tunge millennium-portrætter til Avisen. Det var en serie af dybsindige samtaler med naturvidenskabsfolk, teologer, kunstnere og sociologer, der i anledning af årtusindskiftet var blevet bedt om at give deres personlige bud på, hvor den vestlige civilisation var på vej hen. Regnar havde imidlertid fået den idé, at serien måtte blødes op med nogle artikler, der hørte hjemme i den lettere genre.
Tom havde prøvet at undslå sig, men Regnar var fyr og flamme.
"Selvfølgelig skal du skrive den!" nærmest råbte redaktøren. "Det gælder om at overraske læserne. Alle kender dig som Avisens sorte profet. Vi tager røven på dem, når du pludselig skriver om de kendtes balkjoler og hvem der ankom i selskab med hvem."
Til sin overraskelse var han gået til opgaven med en vis iver. På rekordtid havde han sendt artiklen afsted via den trådløse forbindelse på sin bærbare. Herefter kunne han holde fri, selvom gallafesten ikke just var stedet, hvor han fik lyst til at slå sig løs.

Fra sin position i baren kunne han ugenert overskue festen. Samtidig undgik han den overfladiske hørm, der dominerede hele omgangstonen. Der var ingen ende på de affekterede kindkys og klæbrige komplimenter. Mænd i skræddersyede jakkesæt og kvinder i dyre silkekjoler poserede forfængeligt for hverandre. Dette var årtusindskiftets variant af tidligere tiders dekadente hoffester - og midt i det hele sås Frederik Madsen i rollen som Solkongen.
Alle ville være i nærheden af Frederik. Om ikke andet bare for at veksle en bemærkning med ham.
"Dit seneste show var fantastisk, Madsen!"
"Du sætter standarden for det næste årti!"
"Hvor ser du godt ud, Frederik!"
"Hele landet ligger for dine fødder i aften!"
Luften var tyk af smiger og beundring, og genstanden for al denne opmærksomhed tog ydmygt mod komplimenterne.
Ud over studieværten lagde Tom mest mærke til en ung kvinde, der holdt til i den modsatte ende af baren. Hun lignede en filmstjerne, men han var sikker på aldrig at have set hende før. Det var en ufattelig smuk blondine, der i sin skulderløse sorte kjole kunne have været femme fatale i en film noir fra fyrrerne. Hendes indvirkning på mange af selskabets mandlige deltagere, inklusive Tom Hulgaard, var da heller ikke til at tage fejl af. Flere forsøgte uden held at få gang i en flirt på deres vej til og fra baren, andre måtte afstå fordi deres kvindelige ledsagere holdt dem i kort snor.
Den unge kvinde holdt sig i baren under det meste af festen, men drak kun et par gin & tonics. Hendes attitude var venligt reserveret, men Tom bemærkede at hun flere gange diskret søgte øjenkontakt med Frederik Madsen. Tv-værten havde også lagt mærke til hende. Det var Tom sikker på, men Madsen lod sig tilsyneladende ikke påvirke og forsøgte på intet tidspunkt at opsøge hende i baren. I stedet lod han andre bringe, hvad han behøvede og blev ellers på sin plads midt i salen, hvor ingen kunne undgå at lægge mærke til ham.
Halvanden time før midnat blev lyset i salen dæmpet, og Nikolaj Brandt trådte frem for at sige et par bevingede ord i anledning af årtusindskiftet. Han talte vittigt og belevent og formåede at tiltrække selskabets fulde opmærksomhed. Fra sin plads i baren bemærkede Tom, hvordan den mystiske kvinde gjorde mine til at forlade selskabet. Med katteagtige bevægelser gled hun tværs gennem mængden, og satte kurs mod udgangen i det modsatte hjørne. På sin vej passerede hun tæt forbi Madsen, der ligesom det øvrige publikum var optaget af Brandts tale. Han stod afslappet og let tilbagelænet med den ene hånd i lommen på sit elegante hvide jakkesæt. I det øjeblik kvinden passerede gjorde hun et kast med hovedet. Det var meget diskret, og bagefter kunne man være i tvivl om det overhovedet havde fundet sted. Ikke desto mindre reagerede Frederik Madsen. Han fulgte hende med øjnene hele vejen ud gennem salen. I det øjeblik hun nåede udgangen vendte hun sig et kort øjeblik og kiggede direkte på ham.
Så forsvandt hun.
Men Nikolaj Brandts ordstrøm fortsatte.
En forunderlig kraft havde for en stund forvandlet det tilstedeværende jetset, som i dette øjeblik helt havde glemt at være på. Taleren havde gæsterne i sin hule hånd, og han forstod til fulde tricket at nå ind til en forsamlings ubevidste længsler. Men midt i det hele stod Frederik Madsen og havde mistet enhver interesse for Brandts selvglade optimisme på det nye årtusinds vegne. Madsen forekom irritabel og lod rastløst blikket vandre rundt i salen. Ind i mellem kiggede han på sit ur eller drak forhastet af sin drink.
Da lyset blev tændt bølgede klapsalverne op mod Brandt. Madsen klappede pligtskyldigt og uengageret, og så ud til at være i færd med at tage en hurtig beslutning. Han henvendte sig kort til et par af de nærmeste, som kiggede på deres ure og nikkede. Derefter forlod han salen i hurtigt, men ikke forceret tempo. Han var ude af døren før bifaldet havde lagt sig.
I det samme fulgte Tom en spontan indskydelse. Hans hånd greb ud efter det lille kamera han altid bar i lommen, når han var på job uden fotograf. Dernæst forsvandt han ad samme udgang som Madsen, hvis hastige trin kunne høres for foden af trappen.
Det hele gik så hurtigt, at han slet ikke fik tid til at reflektere over motiverne bag sin handling. Det var i grunden altid faldet ham let at glide ind i nye roller. Regnar havde sendt ham i byen som sladderjournalist, og skulle naturligvis få valuta for pengene. Tom identificerede sig fra dette øjeblik med den mest skamløse paparazzi. Og hvad værre var: Han nød situationen.

Uden for hotellet var Frederik Madsen ikke til at få øje på nogen steder. Tom gættede på, at han måtte være søgt om i den nærmeste sidegade for at finde den udgang som blondinen havde benyttet. Dette ræsonnement viste sig at holde stik. For enden af gaden så han dem stå sammen, men de var for langt væk til, at han kunne aflæse deres mimik. Han forsøgte at få dem på linsen, men kameraet egnede sig ikke til formålet. Afstanden gjorde, at motivet ville blive værdiløst.
Madsen havde skruet sin verbale charme op på maximumstyrke. Han gjorde fagter og gestikulerede, så ingen kunne være i tvivl om hans hensigter. Det virkede nærmest lidt desperat. Kvinden så ud til at forholde sig passivt, men langt fra afvisende. Madsen pegede på en elegant Mercedes på den modsatte side af gaden. En snehvid model i den dyreste vægtklasse, sandsynligvis hans egen bil. Kort efter satte de sig ind i vognen.
Tom skyndte sig ud på Kongens Nytorv, hvor han havde held til at praje en taxa. Chaufføren var en ældre indvandrer, der kun beherskede et gebrokkent dansk. Tom indledte med at ønske ham et godt nytår, og chaufføren svarede med et hjerteligt smil.
"Hvor du hen?" grinede han.
"Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg skal hen," svarede Tom. "Jeg vil gerne have dig til at følge efter en bil." Taxachaufføren lignede et spørgsmålstegn.
Tom hev sin tegnebog frem og tog en seddel op.
"Du får en plov!"
Chaufføren klarede op i et smil og lo.
"Ha ha! Du er James Bond. Ha ha!"
Tom kiggede ned af sig selv og smilede skævt. Sort jakke, hvid skjorte og butterfly.
Associationen var rimelig nok.
"Det er den store Mercedes derhenne," sagde han og nikkede i retning af sidegaden. "De må ikke se, at vi forfølger dem."
"Ok," svarede chaufføren. "Jeg gøre mit bedste."
Den hvide Mercedes kom ud på pladsen i et ulovligt venstresving, hvorefter den kørte ned ad Gothersgade i pænt tempo. Taxachaufføren fulgte efter i passende afstand. Ind i mellem kluklo han for sig selv.
"James Bond! Ha ha!"
Frederik Madsens bil tog retning mod brokvarterene. Chaufføren så ikke ud til at have nogen skrupler ved at optage forfølgelsen. Tværtimod syntes dette at komme som et frisk pust i tilværelsen. Det gik over stok og sten.
Ved et par lejligheder var Tom nervøs for, at de skulle tabe bilen af syne.
"Pas på du ikke mister ham ved lyskurven!" udbrød han irriteret.
Taxa-chaufføren svarede ikke, men lod elegant vognen glide rundt i svingene. Hver gang nåede han lysene inden de skiftede.
"Vi ikke komme for tæt på!" forklarede han venligt, når situationen var bragt under kontrol.
Taxaen befandt sig nu på Østerbrogade i nærheden af Svanemøllen Station, og Tom lænede sig tilbage i sædet. Han måtte erkende at chaufføren havde styr på tingene.
Frederik Madsens Mercedes stoppede ud for et skrummel af et hus på Svanemøllevej.
På den brede villavej holdt en række luksusbiler, heriblandt en sølvgrå Cadillac og en knaldrød italiensk sportsvogn. Da taxaen nærmede sig var den galante Madsen i færd med at hjælpe kvinden ud af bilen. I modsætning til de andre huse på vejen var den store villa fuldt oplyst.
"Sæt farten ned!" kommanderede Tom lavmælt.
Chaufføren fik uden mærkbar opbremsning bragt vognen ned i fart. I det øjeblik bilen gled forbi den hvide Mercedes lod Tom blitzen lyne tre gange. Det hele skete meget hurtigt. Han nåede ikke engang at opfatte, hvad han havde haft på kornet.
"Kør igen!" sagde han, da han kunne mærke, at aktionen havde skabt et vist røre foran huset. Chaufføren gav den gas og de kørte væk fra villaen.
Efter at have betalt for køreturen, lod Tom sig sætte af på Strandboulevarden. Nogle bekendte havde inviteret ham til en fest, som i højere grad var hans stil. Her var ingen smalle steder, når det gjaldt cigaretter, bourbon og dejlige kvinder, men atmosfæren var lykkeligt befriet for det allestedsnærværende millennium-hysteri. I grunden troede han heller ikke selv på, at et blad på en kalender ville indebære nogen væsentlige forandringer. Den næste dag ville verden stadig være af lave, og selv ville han som sædvanlig ikke ane, hvordan det var lykkedes ham at finde hjem.

XXX